Velkommen til Ullerslevvej 13 centralt på Vestlolland.
Ejendommen ligger i udkanten af landsbyen Ullerslev, der ligger midt imellem stationsbyen Søllested med gode transportforbindelser på tværs af øen, og handelsbyen Nakskov med både skoler og daginstitutioner, uddannelsesmiljøet omkring Campus Nakskov, sports- og svømmehal, forenings- og kulturelle muligheder, og hele den indre by med alle indkøbs-/ og transportmuligheder samt café- og havnemiljø.
Ejendommens har historisk set oprindelig været landsbyens EL-værk, hvilket det tidligere store generatorrum og kølebrønd vidner om, men er siden istandsat med respekt for sin oprindelse, og fremstår i dag i en rigtig velholdt, moderne og dermed indflytningsklar stand, hvor både charmen og sjælen stadigvæk er bibeholdt.
Til ejendommen hører en dejlig garage, og store terrassearealer, der både er åbne men også delvist og helt lukkede, så alle muligheder er til stede, hvis udsigten til haven eller markerne skal nydes, eller der er tale om socialt samvær med hele den store familie uanset hvordan vejret viser sig. Haven kræver ikke den store vedligeholdelse, men er dejligt lukket og med flere solkroge, fiskebassin og forskellige frugttræer, hvorfor ejendommen med fordel også vil kunne benyttes som flexbolig uden bopælspligt fx i en overgangsperiode.
Ejendommen er indrettet med en charmerende entré, hvor trappen til 1. salen vidner om ejendommens historie og vel nærmest kan sammenlignes med en slotstrappe. Herfra ligger den rummelige stue med plads til både spiseafdeling og sofagruppe samt etableret gulvvarme ligesom i entre’en. I forlængelse ligger det enorme tidligere generatorrum og nuværende stue med pilleovn, hvor der med garanti ikke bliver udfordringer med lofthøjden til juletræsstjernen, men et rum der også kan fungere som multirum eller erhverv, uanset om det er liberalt eller kulturelt fx atelier. Nydeligt elementkøkken i landkøkkenstil, hvor der både er indrettet spisekrog og etableret gulvvarme, men også udgang til den sydvestvendte terrasse. Fra køkkenet ligger det store bryggers med vaskeafsnit og god skabsplads, ligesom der er adgang til 4 kvm. viktualiekælder og fyrrummet. 2 rigtig gode soveværelser med god skabsplads. Flot badeværelse i travertinfliser med toilet, håndvask og bruseniche samt gulvvarme.
1. salen er indrettet med en mindre repos/fordelingsgang. Meget stort soveværelse med afblændet hems. Gennemgangsværelse der vil kunne indrettes som walk-in-closet. Derudover stort børne-/gæsteværelse med tilstødende uudnyttet og afblændet loftrum på ca. 10 kvm. der også vil kunne inddrages.
Ejendommen opvarmes med pillefyret og suppleret med pilleovn, der sammen med ejendommens høje isoleringsniveau sikrer en yderst fornuftig årlig varmeøkonomi.
Ejendommen er oplagt for den pladskrævende familie, der både drømmer om at bo landligt og ønsker en indflytningsklar bolig, men samtidig alene 5 minutters kørsel fra alle hverdagens gøremål!



