Velkommen til Fynbovej 42 på det nordvestlige Lolland, der er sjældent udbudt.

Ejendommen ligger i rolige og skønne landlige omgivelser med højt til himlen og åbne vidder, men samtidig også centralt i forhold til hverdagens gøremål, hvor der alene er 3,5 km. til Horslunde med kendt bageri, stor Dag’li Brugs og et velfungerende foreningsliv især omkring hallen, ligesom der er gåafstand til skov og alene 3,5 km. til kysten og dermed vandet/strand, hvorfor ejendommen også er oplagt som flexbolig og fritidsbolig. 

Ejendommen er løbende vedligeholdt, bl.a. en spritny inverter til solcelleanlægget, og fremstår derfor i en velholdt og indflytningsklar stand klar til sine nye ejere. Til ejendommen hører en dejlig stor grund, der er nemt anlagt og med minimal vedligeholdelse. Derudover en 96 kvm. stor garage med højt til loftet og indrettet værksted, men stadigvæk med plads til fx bilentusiasten, trailer og campingvogn eller den selvstændige håndværker. Desuden er der opsat drivhus og etableret et terrasseanlæg, hvorfor udsigten kan nydes og privatlivet nydes i fulde drag.

Ejendommen er indrettet med en præsentabel entré med klinkegulv, hvorfra der ligeledes er udgang til haven. I sammenhæng med entre’en ligger garagen, der er indrettet med bryggerset med vaskeafsnit og god opbevaringsplads, og ligeledes fungerer som teknikrum for både solcelle- og solvarmeanlægget. I sammenhæng med bryggerset et der et stort disponibelt rum, der benyttes til opbevaring. Fra entre’en er der adgang til stort kontor eller hyggestue, hvor den flotte spindeltrappe i træ til 1. salen er placeret. I sammenhæng ligger det rummelige elementkøkken med god spisekrog, der vil kunne åbnes mod stuen. Stor vinkelstue med integreret tidligere udestue, hvorfra der er udgang til den overdækkede terrasse. Gæsteværelse med indbygget skabe. Stort badeværelse med toilet, dobbelt håndvaske i skabsarrangement, bruseniche og badekar samt gulvvarme.

1. salen er indrettet med repos og fordelingsgang med indbyggede skabe. Stort soveværelse med indbyggede skabe samt udgang til altan/svalegang, hvorfra der er en uovertruffen udsigt over både grund og de omkringliggende marker. Gæste-/arbejdsværelse. Derudover en stor stue eller multirum til kreativ udfoldelse, hvor der ligeledes er et godt integreret depotrum til opbevaring.

Ejendommen har installeret oliefyr med tilkoblet solvarmeanlæg, foruden at der også er etableret solcelleanlæg, der bidrager til forbrugsomkostningerne.

Ejendommen er oplagt for den pladskrævende familie, der samtidig ønsker rolige landlige omgivelser med udsigt til skov og marker, hvorfor ejendommen også vil være ideél som flexbolig uden bopælspligt til fridage, forlængede weekender eller ferier på landet!