Indflytningsklar og centralt beliggende ejendom!
Velkommen til Hovedgaden 5 i Søllested, der ligger centralt på Vestlolland.
Ejendommen ligger centralt i landsbyen, der i mere end 150 år har været stationsby, og dermed med god transportforbindelse på tværs af øen fra handelsbyerne Nakskov mod vest og Nykøbing Falster mod øst. Landsbyen byder både på indkøbsmulighed, biograf og skole, ligesom der er et velfungerende foreningsliv omkring sportshallen med squashbane og fitnesscenter, samt fodboldklubben som nabo.
Ejendommen er gennemgribende moderniseret, bl.a. er fugerne i murværket skiftet ligesom vinduerne til træ/alu, senest nyinstalleret fjernvarme, og ejendommen fremstår således i en rigtig god og indflytningsklar stand, der er helt klar til sine nye ejere, uanset om det er som fremtidigt hjem eller flexbolig uden bopælspligt.
Til ejendommen hører en dejlig lukket og nem anlagt vestvendt have med drivhus og tidligere brændeskur. Fra den flisebelagte baggård kan såvel socialt samvær med familie og venner, men også haven nydes i fulde drag. Derudover et stort baghus, der er indrettet med både fyrrum, bryggers med vaskeafsnit og disponibelt rum. Endelig garage hvor EL-lader er forberedt.
Ejendommen er indrettet med en flisebelagt entré. Herfra er der adgang til det nydelige elementkøkken med gode hårdehvidevarer, hvor der er installeret gulvvarme. I naturlig forlængelse af køkkenet ligger den rummelige stue, hvor der både er plads til spiseafdeling og sofagruppe til afslapning. Fra køkkenet er der fordelingsgang med gulvvarme og trappe til 1. salen. Herfra er der adgang til det flotte badeværelse med toilet, håndvask i skabsarrangement og bruseniche samt gulvvarme. Fra gangen er der både udgang til baggården men også adgang til baghuset.
1. salen er indrettet med en mindre fordelingsgang og et godt soveværelse. 2 børne-/gæsteværelser, der også vil kunne lægges sammen.
Ejendommen har installeret helt nyt fjernvarme, der således sikrer en fornuftig årlig varmeøkonomi.
En perfekt ejendom for den lille familie, 1. gangs køberne eller investoren som udlejningsejendom, hvor den centrale beliggenhed og indflytningsklare stand er ønsker, der netop opfyldes her!